Skip to content. | Skip to navigation

You are here: Home Nyheder Kom med ideer og forslag til miljøvurdering af ammoniakkøleanlægget i Kødbyen

Kom med ideer og forslag til miljøvurdering af ammoniakkøleanlægget i Kødbyen

Høring i forbindelse med forslag til miljøvurdering af ammoniakanlæggene i Kødbyen

 

Kødbyens ammoniakkøleanlæg er placeret i Kødbyens Maskincentral. Anlægget er oprindeligt opført i 1934, men er siden 1990 løbende blevet renoveret, udbygget og ændret. Anlægget består af en hovedcentral og et tilhørende distributionssystem. Anlægget indeholder ca. 12,5 ton ammoniak.

 

Københavns Kommune har vurderet, at der skal gennemføres en særlig Vurdering af Virkningerne på Miljøet, VVM. Baggrunden for VVMpligten er, at køleanlæg, der omfatter mere end 5 tons ammoniak og ligger mindre end 200 m fra særlig følsom anvendelse, er blevet omfattet af risikobekendtgørelsen. Det har medført, at ammoniakkøleanlægget skal have miljøgodkendelse og risikoaccept for fortsat lovlig drift, og dermed omfattes af VVM-proceduren.

 

Københavns Kommune indkalder derfor ideer og forslag til VVM’en forud for udarbejdelsen af et kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for Ammoniakkøleanlægget i Kødbyen.

 

Indkaldelse af ideer og forslag sker fra 24. januar til 21. februar 2012,

hvor alle interesserede har mulighed for at komme med ideer og forslag til, hvad den kommende miljøredegørelse bør omfatte. Der er i den forbindelse udarbejdet en folder, der fortæller om projektet, planlægningen og det praktiske.

  

Praktiske oplysninger

Folderen ”Miljøvurdering af ammoniakkøleanlægget i Kødbyen” kan hentes på høringsportalen www.blivhoert.kk.dk. På tryk kan folderen fås ved henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen tlf. 3366 5993. Ideer og forslag mærket ’VVM for Ammonikakøleanlæg i Kødbyen’ sendes senest den 21. februar til: miljoe@tmf.kk.dk eller Center for Miljø, Njalsgade 13, Postboks 259, 1502 København V.

 

Navigation